Print denne side

Facebook Places, nu i Danmark


Af: Rune Kiowsky, Strategic Digital Director - OMD Denmark

07-01-2011

Så skete det! Det længe ventede Facebook Places er netop blevet lanceret i Danmark. Places er en såkaldt Location Based Service (LBS), der via mobiltelefonen giver brugeren mulighed for at checke ind på det sted, hvor vedkommende befinder sig fysisk. Dermed kan man signalere til omverdenen, hvor man er i det givne øjeblik og evt. også hvad man laver og sammen med hvem. Servicen har været undervejs fra Facebook lige siden LBSs som eksempelvis Foursquare og Gowalla begyndte at opnå rimelig succes – på internationalt plan i det mindste (i Danmark anslås det, at under 1 % anvender Foursquare). Location Based Services har indtil nu haft en meget begrænset penetration i Danmark, men med Facebook som aktiv spiller på området, bliver perspektivet væsentligt ændret. Omtrent halvdelen af danskerne er aktive brugere af Facebook, og dermed kan brugen af Facebook Places (og dermed LBSs) i Danmark se ud til at få luft under vingerne.

I kommerciel henseende er dette ret interessant, da LBSs for os at se er den bro mellem den virtuelle verden og den fysiske, som vi længe har ventet på. Perspektivet for virksomheder med forhandlernetværk er f.eks. uhyre interessant, når Places kombineres med lokale rabatter, eksklusive events osv. Dog skal det siges, at denne mulighed først er til stede, når også det kommende Facebook Deals lanceres i Danmark. Udviklingen bevirker, at de digitale platforme for alvor kan bringes i spil, når folk er on-the-go (via mobiltelefonen, som bliver den primære brugertilgang til LBSs) – og ikke blot når de sidder foran en computerskærm. Således kan Facebook Places gå hen og blive en rigtig interessant trafik generator til forhandlerne. Indtil Deals også lanceres i Danmark er der imidlertid også andre interessante perspektiver for annoncørerne end det at kunne ”pushe”’ diverse tilbud, donationer og kuponer, baseret på den enkelte brugers placering. Forhandlere og andre lokale aktører vil kunne se hvor mange, der checker ind hos dem, og denne viden kan f.eks. bruges markedsføringsmæssigt á la: ”7 af dine venner har checket ind hos os. Vil du ikke også komme forbi?”

Vi vil selvfølgelig ikke se 2,5 million aktive danskere på Facebook Places om et halvt år (hvis nogensinde). Men der er ingen tvivl om, at Places vil opnå et penetrationsniveau, som vil være relevant for en del annoncører i Danmark. Hos OMD har vi allerede en del erfaringer med brugen af Location Based Services og har gennemført interessante og effektfulde aktiviteter for flere af vores kunder.

Hvis du vil læse lidt mere om Facebook Places, er der en introduktion her: http://www.facebook.com/places

Facebook Places


Skriv en kommentar