Print denne side

Facebook F8: Timeline, Open Graph og Sponsored stories


Af: Mads Sønnichsen - Digital Director & Mikkel If Hansen - International Media Planner

10-10-2011

Facebook afholdte i slutning af september deres årlige udvikler-konference kaldet F8. Og som vi kender det fra Apple, havde Facebook også nogle små tricks i ærmet. Mark Zuckerberg introducerede blandet andet et nyt layout for private profiler kaldet Timeline, en ny måde at forbedre sammenspillet mellem applikationer og brugerne af Facebook i form af en forbedring af Open Graph samt et udvidet fokus på det kommercielle produkt Sponsored Stories.

Hvad er der sket?
Timeline ændrer den enkelte persons profilside fuldstændigt. Siden bliver meget mere visuel end tidligere; fra kun at vise de sidste ting, den enkelte bruger har lavet på Facebook, samles alle aktiviteter nu i en tidslinje, der er let at overskue. Se et eksempel herunder eller på Timeline: https://www.facebook.com/about/timeline

Facebook timeline

Udvidelsen af Open Graph giver mulighed for en øget integration mellem applikation og bruger. Der åbnes op for et tættere sammenspil mellem brands og brugere, da applikationerne nu vil kunne arbejde sammen med tredjeparts hjemmesider og gøre brug af arbitrære handlinger, så som ”har læst en nyhed”.

Som en konsekvens af de øgede muligheder med Open Graph åbnes der også op for mere direkte annoncering baseret på sociale handlinger. Annonceproduktet kaldet Sponsored Stories vil nu også kunne annoncere baseret på handlinger, den enkelte forbruger har foretaget i forbindelse med applikationer.

Hvad betyder det?
For den enkelte forbruger betyder Timeline, at Facebook nu vil kunne fungere som en digital livshistorie, der fremhæver udvalgte sociale begivenheder. Hvilke implikationer dette reelt vil have, er endnu ikke til at sige, da konceptet endnu er meget nyt og stadig kun åbent for udvalgte brugere.

Hvor Timelines anvendelighed for forbrugerne endnu er uvis, så er lanceringen af den udvidede Open Graph meget anvendelig her og nu. Integrationen mellem brand-hjemmesider, brand-applikationer og forbrugerne vil blive tættere og mere anvendelige. Der vil nu kunne være én applikation, der binder hjemmeside, Facebook-side og Facebook-fans sammen, hvilket vil fremme kommunikationen mellem fan og brand.

Det forbedrede Sponsored Stories-setup er ligeledes brugbart fra dag et. En mere fokuseret anvendelse af annonceringen vil kunne bringe brands og kunder tættere sammen. Filmselskaberne vil for eksempel kunne målrette deres annoncer mod personer der ”Ser en film”, hvilket åbner op for nye annonceringsmuligheder.

Hvad kan vi bruge det til?
Det er endnu ikke offentliggjort, om brands får adgang til det nye Timeline-setup – men alt tyder på, at der snart åbnes op for annoncering. Dette giver helt nye kreative muligheder for at fremvise det enkelte brands historie og derigennem fortælle involverende brand-historier.

Open Graph er første skridt på vejen for at opnå 100 % sammensmeltning mellem brand og forbruger. The Guardian (https://apps.facebook.com/theguardian/?ref=ts) har siden lanceringen i september formået at få over 750.000 brugere af deres applikation. I bund og grund kan applikationen det samme som deres hjemmeside, altså dele nyheder, men med Facebook-integrationen bliver alle nyheder, den enkelte bruger læser, delt via deres nyhedsoversigt med alle deres venner.

Med udvidelsen af Sponsored Stories kan målrettet annoncering nu tages til nye højder. Interaktioner forbundet med Facebook-handlinger vil i fremtiden blive efterfulgt af en reklame, der er målrettet begivenheden. Det kan tænkes, at personer der har indikeret, at de netop har købt en billet til Paris, bliver mødt at en annonce fra en lokal annoncør i Paris, der vil byde personen velkommen til deres restaurant med et ekstra godt tilbud.

Hvad sker der i fremtiden?
Disse tiltag vil ændre måden, hvorpå både forbrugere og brands i kommunikerer. Det er vigtigt at have fokus på disse nye tiltag og identificere, hvordan man som brand bedst muligt drager nytte af dem og derigennem skaber tættere bånd til forbrugerne.


Skriv en kommentar